Folk med de forkerte meninger bliver truet og straffet

At Dansk Folkepartis spindoktor, Søren Espersen, i vidt omfang har brugt sin position som medlem af Danmarks Radios bestyrelse til at politisere, er ingen nyhed.

Om det er for pro-palæstinensiske vinklinger i TV-Avisen, for stor magt til nyhedschef og tidligere Aktuelt-redaktør Lisbeth Knudsen, for få DF-politikere i underholdningsprogrammer, for meget Socialdemokrati i "Krønikens" historieskrivning eller for meget brok med nu ex-TV-direktør Christian Nissen, så har Søren Espersen været flittig med kritik og trusler.

Søren Espersen er ikke den eneste DF'er, der bruger sin nyerhvervede magtposition mod politiske modstandere. Med en bemærkelsesværdig virkelyst har Dansk Folkeparti - med Venstre og Konservatives stiltiende accept - kastet sig over enhver med forkerte holdninger. Konstante trusler om indgreb og fratagelse af offentlige tilskud er blevet hverdag, efter Dansk Folkeparti kom til magten.

 

Se hvad bare én af DFs 22 folketingsmedlemmer har bedrevet på tre år.

Louise Frevert er bare én af 22 folketingsmedlemmer, der er valgt for Dansk Folkeparti. Men listen over personer og institutioner, som hun har kastet sig over, er lang nok til en hel folketingsgruppe.

Det armslængdeprincip, som kulturpolitikere hidtil har hyldet om ikke at blande sig i kunstens indhold, fortolker Frevert selv således:

"Man kan meget hurtigt fornemme, hvad der er godt og dårligt. Selvfølgelig er der nogle marginale tilfælde. Men de fleste mennesker med sund fornuft kan vurdere forskellen på, om Jens tager sin guitar frem og spiller til en familiefest, eller om Eddie Skoller står og spiller på Falconer Teatrets scene. Så jeg tror ikke, det er så svært at give sit besyv med" (Politiken, 4. august 2004).

 

Listen inkluderer:

Lars von Trier

Efter at have set premieren på Lars von Triers "Dogville" på filmfestivalen i Cannes i 2003, rubricerede Frevert filmen som "antiamerikansk" og et "propagandistisk politisk manifest".

"Spørgsmålet er, om skatteyderne skal betale støtte til den slags film, og om man ikke bør opstille nogle rammer for filmstøtten, så der ikke ydes store statsbeløb af konsulenter i Det Danske Filminstitut til politisk propoganda,", sagde hun (Berlingske Tidende, 2. juni 2003).

Dansk PEN

Bestyrelsen i Dansk PEN tøvede i starten af 2004 med at optage den islam-kritiske skribent Lars Hedegaard som medlem og besluttede sig for at lægge afgørelsen ud til en urafstemning blandt medlemmerne. Men Hedegaard trak sin ansøgning tilbage - og Louise Frevert gik i aktion:

"Dansk Folkeparti skal gøre helt klart, at det ikke bliver med hjælp fra Dansk Folkeparti, at foreningen får én krone fremover", skrev hun i Jyllands-Posten den 21. januar 2004.

Og regeringen lyttede. Dansk PEN fik i april afslag på sin sædvanlige ansøgning om 50.000 kroner af tipsmidlerne

Teatergruppen Katapult

I foråret 2004 planlagde den århusianske teatergruppe Katapult en forestilling om gruppevoldtægt, "Dom Over Skrig". Det kom Louise Frevert for øre - og hun krævede med det samme gruppens teaterstøtte inddraget.

Men forestillingen var ifølge et enigt anmelderkorps ingen blind glorificering af gruppevoldtægter. "Snarere er forestillingen et flot forsøg på at komme bag om fænomenet", skrev Berlingske Tidende således.

Til Politiken udtalte Frevert den 9. juni:

"Jeg har ikke misforstået noget. Jeg har heller ikke læst stykket, for ingen har sendt det til mig, og jeg har heller ikke bedt om det. Men det er en politikers opgave at være vagthund over skatteborgernes penge".

Nikolaj Cederholm

Den 26. august 2004 kritiserede dramatikeren og instruktøren Nikolaj Cederholm i en kommentar i Berlingske Tidende danske skuespillere for at medvirke i reklamefilm - og mundede ud i et generelt hjertesuk om kapitalisme og pengenes værdi frem for menneskenes.

Det fik Frevert på banen:

"Nikolaj Cederholm, som selv har været direktør for et teater, der har modtaget et tocifret millionbeløb om året i støtte af skatteborgernes penge, bør vide, at der må være måde med, hvad man moralsk kan tillade sig at udgyde af kvalme over kapitalismens tunge åg", skrev hun 1. september i Berlingske Tidende.

"Jeg er blevet bestyrket i, at Dansk Folkepartis første antagelse om, at der skulle skæres i teaterstøtten, måske ikke var helt uden ræson".

DRs Irak-dækning

Spørgsmål stillet den 2. april 2003 af Louise Frevert til kulturministeren

"Finder ministeren, at Danmarks Radio giver de danske seere en seriøs indføring i baggrunden for den vestlige koalitions krig mod Saddam Hussein og hans regime og af den trussel mod verdens sikkerhed, der udgår fra de diktatorisk ledede, fundamentalistiske stater mod den øvrige verden?"

Freverts begrundelse:

"Danmarks Radio har tydeligvis en negativ holdning over for krigen mod Saddam Hussein og den danske deltagelse heri, ligesom DR viderefører venstrefløjens traditionelle USA-fjendtlige holdninger. DR anvender mere sendetid på demonstrationerne mod krigen end på at anskueliggøre krigens formål og følgerne af ikke at forhindre fundamentalistiske regimers trussel mod verdensfreden.

Bibliotekerne

Information 28. januar 2004:

"Bibliotekernes kunder risikerer at kigge forgæves efter de bøger, der indeholder kritik af islam. Det mener Dansk Folkeparti, der nu beder kulturminister Brian Mikkelsen (K) om at gribe ind over for bibliotekernes forsøg på at nedprioritere bøger, der kritiserer muslimsk kultur".

Forklaringen fra bibliotekerne var, at bøgerne formentlig var så populære, at de konstant var udlånt - og at de derfor ikke var så nemme at finde på hylderne.

Den Kongelige Teaters repertoire:

Spørgsmål stillet den 9. december 2003 af Louise Frevert til kulturministeren:

"Vil ministeren (.) svare på, om det vil være foreneligt med forligstekstens repertoiremæssige begrænsninger for Det Kgl. Teaters musikdramatiske repertoire ("originalt producerede forestillinger"), dersom Det Kgl. Teater for offentlige midler producerede velkendte operette- og musicaltitler (.) som eksempelvis Den Glade Enke, Frk. Nitouche, Sommer i Tyrol, West Side Story, My Fair Lady, Cabaret, Sound of Music og Annie, Get Your Gun?"

Zentropas flagning

Spørgsmål stillet den 13. maj 2004 af Louise Frevert til Justitsministeren:

"Vil ministeren oplyse, hvorvidt det er lovligt at flage med et Dannebrog, hvis kryds vender længst væk fra flagstangen, sådan som filmselskabet Zentropa gjorde det den 5. maj 2004, og i forlængelse heraf, er ministeren ikke enig i, at det danske flag bør behandles med respekt og værdighed og ikke gøres til genstand for politiske manifestationer?"

DRs musikvalg

Spørgsmål stillet den 2. november 2004 af Louise Frevert til kulturministeren:

"Mener ministeren, at Danmarks Radio kan tillade sig at politisere, når det drejer sig om frit at kunne vælge musik på DR's radiokanaler, idet spørgeren er uforstående over for, at DR's musikchef Alex Nyborg Madsen hver uge udsender en liste med påbud om, hvilke 4000 titler der skal spilles i DR?"

Rune Engelbrecht Larsen

Spørgsmål stillet den 10. oktober 2003 af Louise Frevert til kulturministeren:

"Vil ministeren vurdere, om det er acceptabelt, at Litteraturrådet giver støtte til en bog med én titel, der så udkommer under en anden titel, som tilmed har et andet indhold end det indhold, som bogens oprindelige titel lægger op til, og i forlængelse heraf oplyse, om Litteraturrådet beder om en synopsis over de publikationer, der ydes tilskud til?"

(Rune Engelbrecht Larsens nyligt udkomne bog "Terrormyten og det amerikanske imperium" blev oprindeligt indgivet under arbejdstitlen "Den næste verdensorden -globaliseringen af regionale konfliktscener")

Manu Sareen

Spørgsmål stillet den 7. juni 2004 af Louise Frevert til integrationsministeren:

"Vil ministeren oplyse, om han har kommentarer til, at Manu Sareen, før han fik bevilget pengene til sine foredrag om tvangsægteskaber, støttede 24-års-reglen, hvorimod han efter at have holdt foredragene har ændret opfattelse i denne sag, samt oplyse, med hvilken begrundelse der er givet støtte på 250.000 kr. til Manu Sareens bog om tvangsægteskabsproblematikken?"

440Hz